|
»<MMPB 83/1> "Vogt
jer for at øve jeres retfærdighed for menneskene, for at de
skal lægge mærke til jer" Kristi ord på bjerget var et
udtryk for, hvad hans liv havde været et stiltiende vidnesbyrd om,
men som folket ikke havde forstået. De kunne ikke indse, hvorfor
han, der besad så stor magt, undlod at bruge den til at sikre sig
det, som efter deres mening var det højeste gode. Deres ånd
og deres motiver var modsætninger til hans. Medens de gav sig ud
for at være meget nidkære for lovens værdighed, var det
i virkeligheden selvforherligelse, de stræbte efter, og Jesus ønskede
at gøre det klart for dem, at den, der elsker sit eget jeg, er en
lov overtræder.
»<MMPB 83/2> Men de principper, farisæerne
hyldede, er sådanne, som kendetegner menneskene til alle tider. Farisæismens
ånd er menneskenaturens ånd; og når Frelseren påviste
modsætningen mellem hans og rabbineres ånd og metoder, er hans
lære lige anvendelig til enhver tid.
»<MMPB 83/3> I Kristi dage forsøgte farisæere
til stadighed at fortjene Guds velbehag for derved at sikre sig den timelige
ære og fremgang, som de anså for at være dydens belønning.
Samtidig stillede de deres godgørenhed til skue for menneskene for
at vække opmærksomhed og vinde anseelse for hellighed.
»<MMPB 84/1> Jesus talte irettesættende
om deres praleri og erklærede, at Gud ikke anerkender en sådan
tjeneste, og at den smiger og beundring fra folkets side, som de så
begærligt søgte efter, var al den belønning, de nogen
sinde ville opnå.
»<MMPB 84/2> "Men når du giver almisse,"
udtalte han, "så lad din venstre hånd ikke vide, hvad din højre
gør, for at din almisse kan være i det skjulte. Så skal
din Fader, som ser i det skjulte, betale dig."
»<MMPB 84/3> Med disse ord lærte Jesus
ikke, at venlige handlinger altid skulle hemmeligholdes. Apostelen Paulus,
der skrev ved Helligånden, lagde ikke skjul på de makedoniske
kristnes ædelmodige selvopofrelse, men fortalte om den nåde,
Kristus havde virket i dem, og således blev andre grebet af den samme
ånd. Han skrev også til menigheden i Korinth og udtalte, at
dens nidkærhed havde ægget såre mange. (2Kor 9,2).
»<MMPB 84/4> Kristi egne ord klargør hans
mening, nemlig at hensigten med godgørende handlinger ikke bør
være at vinde ros og ære af mennesker. Sand gudsfrygt leder
aldrig til, at man stræber efter at stille sig selv til skue. De,
der tragter efter rosende og smigrende ord og nyder disse som en lækkerbisken,
er kristne kun af navn.
»<MMPB 84/5> Ved deres gøde gerninger
skal Kristi efterfølgere ikke bringe ære til sig selv, men
til ham, ved hvis nåde og kraft de har handlet. Det er ved Helligånden,
enhver god gerning udføres, og ånden gives ikke til ære
for modtageren, men for den guddommelige giver. Når Kristi lys skinner
i sjælen, fyldes læberne med lov og taksigelse til Gud. Dine
bønner, dine pligtshandlinger, din godgørenhed og din selvfornægtelse
vil ikke være det emne, dine tanker eller din tale drejer sig om.
Jesus vil blive ophøjet, dit eget jeg vil træde i skyggen,
og Kristus vil blive åbenbaret som alt i alle.
»<MMPB 85/1> Vore gaver skal ydes i oprigtighed,
ikke for at vore gode gerninger kan stilles til skue, men af medlidenhed
og kærlighed til dem, der lider ondt. En oprigtig hensigt og en sand
hjertes godhed er det grundlag for handling, som værdsættes
i Himmelen. Den sjæl, som er oprigtig i sin kærlighed og udelt
i sin hengivenhed, er i Guds øjne dyrebarere end Ofirs guld.
»<MMPB 85/2> Vi skal ikke tænke på
den løn, vi vil få, men på den tjeneste, vi kan gøre.
Dog vil den godhed, der lægges for dagen i denne ånd, ikke
gå glip af sin belønning. "Din Fader, som ser i løndom,
skal betale dig" åbenbart. Det er sandt, at Gud selv er den støre
løn, der indbefatter enhver anden belønning; men sjælen
vil først kunne modtage ham og glæde sig ved ham, når
den optages i ham i karakter. Kun lige kan vurdere lige. Det er, når
vi hengiver os til Gud for at tjene andre, at han giver sig selv til os.
»<MMPB 85/3> Ingen kan i sit eget hjerte og liv
afgive plads for Guds velsignelses flod til at strømme ud til andre
uden i sig selv at erholde en rig belønning. De bjergskråninger
og sletter, der skaffer vandstrømmene fra bjerget en udløbskanal
på disses vej til havet, lider intet tab derved. Hvad de giver, erstattes
hundredfold; thi idet bækken nynnende går sin gang, efterlader
den sin gave i form af frugtbarhed og yppig vækst. Græsset
langs dens bred der har en friskere farve, træerne står frodigere,
og der er en større rigdom af blomster. Når jorden om sommeren
henligger bar og brun i den brændende hede, kendetegnes bækkens
løb ved et bælte af grønt, medens den flade mark, der
oplod sit skød for at føre bjergets værdier ud til
havet, klædes med friskhed og skønhed et vidnesbyrd om den
belønning, Guds nåde skænker alle, der helliger sig
til den opgave at formidle dens udstrømning til Verden.
»<MMPB 86/1> Dette er den velsignelse, de får,
der øver barmhjertighed mod de fattige. Profeten Esajas siger: "Faste
efter mit sind er ... at bryde dit brød til den sultne, bringe hjemløse
stakler i hus, at du klæder den nøgne, du ser, ej nægter
at hjælpe dine landsmænd. Som morgenrøden bryder dit
lys da frem, da læges hastigt dit sår ... Herren skal altid
lede dig, mætte din sjæl, hvor der er goldt ... du bliver som
en vandrig have, som rindende væld, hvor vandet aldrig svigter."
(Es 58,7/1> og 11).
»<MMPB 86/2> Godgørenhedens gerning bringer
en dobbelt velsignelse. Medens den, der giver til de trængende, velsigner
andre, velsignes han selv i en endnu højere grad. Kristi nåde
i sjælen udvikler karaktertræk, der er egoismens modsætning
egenskaber, der vil forskønne, forædle og berige livet. Venlige
handlinger, som udføres i ubemærkethed, vil knytte hjerter
sammen og drage dem nærmere ind til hans hjerte, fra hvem enhver
god tilskyndelse udgår. Den lille opmærksomhed, de små
handlinger, der skyldes kærlighed og selvopofrelse og udstrømmer
fra livet lige så stille som blomstens duft udgør en ikke
ringe del af livets velsignelser og lykke. Og det vil engang vise sig,
at selvopofrelse for andres bedste og lykke, selv den ubetydeligste og
hernede mest upåagtede, bliver anerkendt i Himmelen som tegn på
vor forening med ham. Herlighedens konge, der var rig, men for vor skyld
dog blev fattig.
»<MMPB 86/3> De venlige handlinger er måske
blevet udført i stilhed, men deres indvirkning på udøverens
karakter kan ikke skjules. Hvis man arbejder med udelt interesse som en
Kristi efterfølger, vil hjertet være i nøje harmoni
med Gud, og hans ånd, der virker på vor ånd, vil ved
den guddommelige berøring fremkalde hellige samklange i sjælen.
»<MMPB 87/1> Han, som meddeler forøgede
talenter til dem, der har gjort en klog anvendelse af de gaver, som er
dem betroet, finder behag i at anerkende sine troende børns tjeneste
i Guds elskede søn, ved hvis nåde og kraft de har virket.
De, som ved at bruge deres evner til gode gerninger, har søgt at
udvikle og fuldkomme en kristelig karakter, vil i den tilkommende verden
høste, hvad de har sået. Den gerning, der blev påbegyndt
på Jorden, vil nå sin fuldendelse i det højere og helligere
liv, som varer evigheden igennem.
»<MMPB 87/2> "Når I beder, skal I ikke
være som hyklerne" Farisæerne havde bestemte bedetimer, og
det hændte ofte, at de befandt sig ude, når det fastsatte tidspunkt
indtraf. Hvor de end opholdt sig, måske ude på gaden eller
på torvet midt iblandt travle menneskeskarer, fremsagde de med høj
røst deres vanemæssige bønner. En sådan tilbedelse
udelukkende med selvforherligelse for øje gav anledning til en uforbeholden
irettesættelse fra Jesu side. Han tog ikke afstand fra offentlig
bøn; han bad selv sammen med sine disciple og i mængdens nærværelse.
Derimod lærer han, at privat bøn ikke skal holdes offentligt.
Under andagtsstunden i lønkammeret skal vore bønner ikke
komme nogen anden for øre end vor bønhørende Gud.
Intet nysgerrigt øre skal høre, hvad der kommer til udtryk
i sådanne bønner. "Men når du beder, så gå
ind i dit kammer." Hav et sted, hvor du holder bøn i enrum. Jesus
havde udvalgte steder, hvor han plejede samfund med Gud, og det bør
også vi have. Vi behøver at trække os tilbage til et
eller andet sted, ligegyldigt hvor uanseligt det er, hvor vi kan være
alene med Gud.
»<MMPB 88/1> "Bed til din Fader, som er i det
skjulte." I Jesu navn kan vi komme frem for Gud med barnets tillidsfuldhed.
Intet menneske behøver at optræde som mellemmand. Gennem Jesus
kan vi åbne vore hjerter for Gud som for en, der kender os og elsker
os.
»<MMPB 88/2> I bønnens lønkammer,
hvor Gud alene ser, og hvor han alene hører, kan vi udøse
vore lønligste ønsker og længsler for Faderen, hvis
medlidenhed er ubegrænset. I sjælens stilhed og ro vil den
stemme, der aldrig undlader at besvare råbet om menneskelig trang,
tale til vore hjerter.
»<MMPB 88/3> "Thi Herren er nåderig og
barmhjertig." I utrættelig kærlighed venter han på at
høre de genstridiges bekendelse og godkende deres bodfærdighed.
Han spejder efter et eller andet udslag af taknemmelighed hos os, ligesom
moderen spejder efter det anerkendende smil hos sit elskede ham. Han ønsker,
at vi skal forstå, hvilken inderlighed og ømhed han nærer
for os i sit hjerte. Han indbyder os til at fremlægge vore prøvelser
for hans medlidenhed, vore sorger for hans kærlighed, vore sår
for hans lægedom. vor svaghed for hans styrke, vor tomhed for hans
fylde. Aldrig er nogen, der kom til ham, blevet skuffet. "Se hen til ham
og strål af glæde, jeres åsyn skal ikke beskæmmes."
(Jak. 5,11; Sl 34,6).
»<MMPB 88/4> De, der søger Gud i løndom
og taler til Herren om deres trang og beder om hjælp, beder ikke
for gæves. "Din Fader, som ser i løndom, skal betale dig"
åbenbart. Idet vi gør Kristus til vor daglige ledsager, vil
vi føle os helt omsluttet af en usynlig verdens kræfter, og
ved at se hen til Jesus indoptages vi i hans billede. Vi forvandles ved
beskuelse. Karakteren mildnes, renses og forædles for det himmelske
rige. Den sikre følge af vor omgang og forbindelse med Herren vil
blive en tiltagende gudsfrygt, renhed og inderlighed. Vore bønner
vil blive mere og mere forstandige. Vi får en guddommelig opdragelse,
hvilket giver sig til kende ved et liv i flid og nidkærhed.
»<MMPB 89/1> Den sjæl, som i daglig og
alvorlig bøn søger sin hjælp, sin støtte og
sin kraft hos Gud, vil have ædle formål, klare begreber om
sandhed og pligt, høje forsætter i sine handlinger og en stadig
hunger og tørst efter retfærdighed. Ved at holde forbindelsen
med Gud ved lige vil vi i vor omgang med andre være i stand til at
meddele dem den fred og den ro, som råder i vore hjerter. Den styrke,
vi opnår ved bøn til Gud, forenet med ihærdig bestræbelse
for at oplære sindet til tænksomhed og påpasselighed,
bereder os til de daglige pligter og bevarer fred i sjælen under
alle forhold.
»<MMPB 89/2> Hvis vi holder os nær til
Gud, vil han lægge os et ord i munden, som vi kan tale for ham til
hans navns pris. Han vil lære os en strofe af englenes sang, taksigelse
til vor himmelske Fader. I enhver livets handling vil en iboende frelsers
lys og kærlighed åbenbares. Ydre forstyrrelser kan ikke påvirke
det liv, der leves i tro på Guds søn.
»<MMPB 89/3> Men når I beder, må
I ikke lade munden løbe, som hedningerne gør"
»<MMPB 89/4> Hedningerne mente, at deres bønner
i sig selv var en fortjeneste til soning for synd. Jo længere bønnen
var, desto større var således fortjenesten. Der som de kunne
opnå hellighed ved egne bestræbelser, ville de have noget i
sig selv, som de kunne glæde sig over, noget at prale af. Denne forestilling
om bøn er et udslag af det selvforsoningens princip, der ligger
ved roden af alle falske religionssystemer. Farisæerne havde tilegnet
sig denne hedenske forestilling om bøn, og den er ingenlunde død
i vor tid selv iblandt dem, der bekender sig til at være kristne.
Fremsigelsen af fastsatte, al mindelig brugte formler, når hjertet
ikke føler nogen trang til Gud, er af samme art som hedningernes
overflødige ord.
»<MMPB 90/1> Bøn er ikke et sonemiddel
for synd; den besidder i sig selv ingen kraft eller fortjeneste. Alle de
smukke ord, der står til vor rådighed, opvejer ikke en eneste
hellig attrå. Den mest veltalendes bønner er kun tomme ord,
hvis de ikke udtrykker de sande følelser i hjertet. Men den bøn,
der kommer fra et oprigtigt hjerte og er et udtryk for sjælens virkelige
trang, ligesom når vi beder en jordisk ven om en tjeneste i forventning
om, at den vil blive efterkommet dette er troens bøn. Gud attråer
ikke vore formelle høflighedsbeviser; men det tavse råb fra
et hjerte, som er sønderknust og nedbøjet under følelsen
af sin store skrøbelighed, finder vej til al barmhjertigheds fader.
»<MMPB 90/2> "Når I faster, skal I ikke
gå med sørgmodig mine som hyklerne" Den faste, som Guds ord
påbyder, er mere end en formalitet. Den består ikke blot i,
at man afholder sig fra mad, at man klæder sig i sæk eller
strør aske på sit hoved. Den, der faster af virkelig sorg
øver synd, vil aldrig stræbe efter at gøre sig bemærket.
»<MMPB 90/3> Hensigten med den faste, som Gud
opfordrer os til at holde, er ikke at plage legemet for sjælens synd,
men at hjælpe os til at indse syndens alvorlige karakter, til at
ydmyge hjertet for Gud og til at modtage hans tilgivende nåde. Hans
befaling til Israel var: "Sønderriv hjertere, ej jeres klæder,
vend om til Herren jeres Gud!" (Joel 2,13).
»<MMPB 91/1> Det nytter ikke for os at gøre
bod eller smigre os med, at vi ved vore egne gerninger vil kunne fortjene
eller tilkøbe os en arvelod iblandt de hellige. Da man stillede
Jesus det spørgsmål: "Hvad skal vi gøre, for at udføre
Guds gerninger?" svarede han: "Dette er Guds gerning, at I tror på
den, han har udsendt." (Joh 6,28-29). Omvendelse består i, at man
vender sig fra sit eget jeg til Kristus; og når vi modtager Kristus,
således at han ved tro kan leve sit liv i os, vil gode gerninger
lægges for dagen.
»<MMPB 91/2> Jesus sagde: "Men når du faster,
så salv dit hoved og vask dit ansigt, for at ikke andre mennesker
skal se på dig at du faster, men kun din Fader, som er i løndom."
Alt, hvad der gøres til Guds ære, skal gøres med glæde,
ikke med bedrøvelse og tungsindighed. Der er intet trist i Jesu
religion. Dersom de kristne ved et sørgmodigt udseende giver indtryk
af at være blevet skuffet af Herren, stiller de hans karakter i et
urigtigt lys og lægger argumenter i hans fjenders hånd. Skønt
de med munden vel kan påstå, at Gud er deres fader, vil de
ved deres tristhed og sørgmodighed give Verden det indtryk, at de
er faderløse.
»<MMPB 91/3> Kristus vil, at vi skal fremstille
hans tjeneste så tiltrækkende, som den i virkeligheden er.
Fremlæg selvfonægtelserne og hjertets prøvelser for
den medlidende Frelser. Lad byrderne blive liggende ved korsets fød
og fortsæt din vandring med fryd i hans kærlighed, som først
elskede dig. Hvad der i det skjulte foregår mellem sjælen og
Gud kommer måske aldrig til menneskers kundskab, men følgen
af åndens virkning på hjertet vil blive åbenbar for alle;
for han, som ser i løndom, vil betale dig åbenbar.
»<MMPB 92/1> "Samler jer ikke skatte på
jorden" Skatte, der samles på Jorden, vil ikke bestå. Tyve
bryder ind og stjæler, møl og rust fortærer, ildebrand
og storm berøver dig din ejendom. Og "hvor din skat er, der vil
også dit hjerte være." Skatte, der samles på Jorden,
vil optage sindet og for trænge de himmelske ting.
»<MMPB 92/2> Pengekærhed var den rådende
lidenskab i den jødiske tidsalder. Verdslighed tilranede sig Guds
og religionens plads i sjælen. Således er det i dag. Grådig
begærlighed efter rigdom øver en så betagende, fortryllende
indflydelse over liv og vandel, at følgen bliver en forvrængning
af det ædle og en fordærvelse af det menneskelige hos menneskene,
indtil de drukner i fortabelse. Satans tjeneste er fuld af bekymring, forvikling
og opslidende arbejde, og den skat, menneskene gør sig møje
for at ophobe på Jorden, varer kun til en tid.
»<MMPB 92/3> Jesus sagde: "Men saml jer skatte
i Himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor
ingen tyve bryder ind og stjæler. Thi hvor din skat er, der vil også
dit hjerte være."
»<MMPB 92/4> Formaningen lyder: "Saml jer skatte
i Himmelen." Det ligger i jeres egen interesse at sikre jer de himmelske
skatte. Af alt, hvad I har, er de det eneste, der virkelig er jeres. Den
skat, der samles i Himmelen, er uforgængelig. Ingen ildebrand eller
oversvømmelse kan ødelægge den, ingen tyv kan tilrane
sig den, ej heller kan møl eller rust for tære den, fordi
den er i Guds varetægt.
»<MMPB 92/5> Denne skat, som Kristus agter for
dyrebar ud over enhver beregning, er "hans arvs herligheds rigdom" "iblandt
de hellige". Kristi disciple kaldes hans juveler, hans egen dyrebare skat.
Han siger: "De er kronesten." "Jeg vil gøre en mand dyrebarere end
guld, et menneske end Ofirs guld." Kristus betragter sine børn i
deres renhed og fuldkommenhed som lønnen for alle sine lidelser,
sin fornedrelse og sin kærlighed og som fuldstændiggørelsen
af sin herlighed Kristus, det store midtpunkt, hvorfra al herlighed udstråler.
(Ef 1,18; Zak. 9,16; Es 13,12. eng. overs.).
»<MMPB 93/1> Og os er det blevet tilladt at forene
os med ham i det store genløsningsværk og at være delagtig
med ham i de rigdomme, som er vundet ved hans død og hans lidelse.
Apostelen Paulus skrev til de kristne i Thessalonika: "Thi hvem er vort
håb, vor glæde eller vor hæderskrans, for vor Herres
Jesu åsyn ved hans komme? I er jo vor ære og glæde."
(1Tess. 2,19-20). Dette er den skat, som Kristus byder os at arbejde for.
Erhvervelsen af en karakter er livets store slutresultat. Og hvert ord
eller hver handling, der ved Kristi nåde vil vække en himmelvendt
tilskyndelse i en eneste sjæl, enhver bestræbelse, der bidrager
til dannelsen af en Kristus præget karakter, udgør henlæggelsen
af en skat i Himmelen.
»<MMPB 93/2> Hvor skatten er, der vil også
hjertet være. Ved enhver anstrengelse for at gavne andre gavner vi
os selv. Den, der yder penge eller tid til Evangeliets udbredelse, knytter
sine egne interesser og bønner til gerningen og til de sjæle,
som derigennem nås; hans kærlighed strækker sig ud til
andre, og han anspores til større gudhengivenhed, for at han må
blive sat i stand til at gøre mest muligt godt for dem.
»<MMPB 94/1> Og på den yderste dag, når
jordisk rigdom for går, vil den, der har samlet sig en skat i Himmelen,
beskue, hvad der er vundet ved hans liv. Der som vi har givet agt på
Kristi ord, vil vi, når vi samles omkring den store hvide trone,
se sjæle, der blev frelst ved vore bestræbelser, og da vil
vi få at vide, at den ene har frelst andre, og disse igen atter andre.
Som frugten af vort arbejde ser vi en stor skare ført ind i Himmelen,
hvor de lægger deres kroner ned ved Jesu fødder og priser
ham gennem evigheder uden ende. Med hvilken glæde vil en Kristi arbejder
ikke betragte disse genløste, der har del i genløserens herlighed!
Hvor dyrebar vil Himmelen ikke blive for dem, der har været tro i
arbejdet for at frelse sjæle.
»<MMPB 94/2> "Når I altså er opvakt
sammen med Kristus, så søg det, som er oventil, hvor Kristus
er siddende ved Guds højre hånd." (Kol. 3,1).
»<MMPB 94/3> "Dersom dit øje er sundt,
bliver hele dit legeme lyst" At være helt optaget af det mål,
man har for øje, være udelt i sin hengivenhed for Gud dette
er, hvad disse Frelserens ord påpeger nødvendigheden af. Sæt
dig alvorligt og urokkeligt som mål at finde sandheden og at adlyde
den uden hensyn til omkostningen, så vil du erholde guddommelig oplysning.
Sand gudsfrygt begynder, når al eftergivenhed over for synd ophører.
Da vil hjertets tale finde sit udtryk i apostelen Paulus ord: "Men et gør
jeg: idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der
er foran, jager jeg frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det
høje kaldte os i Kristus Jesus." Jo, jeg regner i sandhed alt for
tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus,
min Herre. For hans skyld har jeg lidt tab på alt og regner det for
skam, for at jeg kan få Kristus igen." (Fil. 3,13-14. og 8).
»<MMPB 95/1> Men når øjet formørkes
af egenkærlighed, er der kun mørke. Men hvis dit øje
er sygt, bliver hele dit legeme i mørke. Det var dette forfærdelige
mørke, der indhyllede jøderne i hårdnakket vantro og
gjorde det umuligt for dem at vurdere hans karakter og mission, der kom
for at frelse dem fra deres synder.
»<MMPB 95/2> Eftergivenhed i fristelse begynder
med, at man tillader sindet at vakle og ikke står fast i sin tillid
til Gud. Dersom vi ikke vælger at overgive os helt til Gud, er vi
i mørke. Når vi tager et eller andet forbehold, lader vi en
dør blive stående åben, hvorigennem den onde kan komme
ind og forlede os med sine fristelser. Han ved, at dersom han kan fordunkle
vort syn, således at troens øje ikke kan se Gud, vil der ikke
være nogen hindring for synden.
»<MMPB 95/3> En overhåndtagende syndig
lyst åbenbarer sjælens forblindelse. Enhver eftergivenhed over
for denne lyst styrker sjælens modvilje mod Gud. Ved at følge
den sti, Satan har valgt, omsluttes vi af ondskabens skygger, og hvert
skridt fører os ind i et dybere mørke og forøger hjertets
blindhed.
»<MMPB 95/4> Den samme lov gælder i den
åndelige verden som i naturen. Den, der opholder sig i mørke,
vil til sidst miste evnen til at se. Han indesluttes i en skygge, som er
tættere end den mørke midnatstime, og selv den klareste middagsglans
bringer ham intet lys. Han "vandrer i mørket, og han ved ikke, hvor
han går hen, thi mørket har blændet hans øjne".
(1Joh 2,11). Ved hårdnakket at holde fast ved det onde og med forsæt
være Guds kær lige kald overhørig mister synderen kærligheden
til det gode, længselen efter Gud, selve evnen til at modtage Himmelens
lys. Nådens indbydelse er fremdeles fuld af kærlighed, og lyset
skinner lige så klart, som da det først dæmrede i hans
sjæl, men stemmen lyder for døve øren, og lyset falder
på blændede øjne.
»<MMPB 96/1> Gud forlader aldrig en eneste sjæl
for stedse og lader den gå sine egne veje, så længe der
er noget håb om, at den kan frelses. Vi vender os bort fra Gud, ikke
Gud fra os. Vor himmelske Fader følger os med kald, advarsler og
forsikringer om medlidenhed, indtil fortsatte anledninger og privilegier
ville være ganske unyttige. Ansvaret hviler på synderen. Ved
at stå Guds ånd imod i dag bereder han vejen for en ny modstand
mod lyset, når det kommer med forøget kraft. Således
går han skridt for skridt i sin modstand, indtil lyset til sidst
ikke gør noget indtryk, og han lader sig ikke på nogen måde
påvirke af Guds ånd. Da vil endog "det lys, der er i dig,"
være blevet mørke. Selv den sandhed, som vi er bekendt med,
er blevet så forvrænget, at den forøger sjælens
blindhed.
»<MMPB 96/2> "Ingen kan tjene to herrer" Kristus
siger ikke, at menneskene ikke vil eller ikke skal tjene to herrer, men
at de ikke kan. Guds interesser og mammons interesser har intet fællesskab,
ingen forbindelse med hinanden. Netop hvor en kristnes samvittighed opfordrer
ham til at lade være, pålægger ham at fornægte
sig selv og byder ham at standse, vil en verdslig overskride grænsen
for at følge sine egoistiske tilbøjeligheder. På den
ene side af grænsen står Kristi selvfornægtende efterfølger,
på den anden finder vi den, der elsker Verden og vil behage sig selv
den modesyge og letsindige, der svælger i forbuden vellyst. På
denne side af stregen må en kristen ikke træde.
»<MMPB 97/1> Ingen kan stille sig neutral; der
gives ingen mellemklasse, der hverken elsker Gud eller tjener retfærdigheds
fjende. Kristus skal leve i sine menneskelige redskaber, virke gennem deres
evner og handle gennem deres kræfter. Deres vilje må være
hans vilje underlagt; de må handle i hans ånd. Da er det ikke
længere dem, der lever, men Kristus lever i dem. Den, der ikke overgiver
sig helt til Gud, beherskes af en anden magt og lytter til en anden stemme,
hvis tale er af en ganske anden art. Halv tjeneste stiller vedkommende
på fjendens side som en dygtig medhjælper for mørkets
hær skarer. Når mennesker, som giver sig ud for at være
Kristi stridsmænd, slutter sig til den ondes forbund og hjælper
til på hans side, optræder de selv som Kristi fjender. De svigter
et helligt hverv. De danner et led mellem Djævelen og de sande stridsmænd,
således at fjenden til stadighed virker gennem disse redskaber for
at stjæle Kristi stridsmænds hjerter.
»<MMPB 97/2> Lastens stærkeste bolværk
her i Verden er ikke den ryggesløse synders eller den dybest faldnes
liv. Dens mægtigste skanse er et liv, som i visse henseender tilsyneladende
er dydigt, hæderligt og ædelt, men som holder fast ved én
synd og følger en eneste last. For en sjæl, der i det skjulte
kæm per imod en eller anden overmægtig fristelse og står
vaklende på afgrundens yderste rand, vil et sådant eksempel
udgøre en af de stærkeste tilskyndelser til synd. Den, som
er udrustet med høje begreber om livet og om sandhed og retskaffenhed,
men som alligevel med forsæt overtræder et bud i Guds hellige
lov, har forvansket sine ædle evner til et lokkemiddel til synd.
Begavelse, talent og sympati, ja endog højsindede og venlige handlinger
kan blive midler i Satans hånd til at lokke andre sjæle ned
i svælget til fordærvelse både for dette liv og for det
tilkommende.
»<MMPB 98/1> "Elsk ikke verden, ej heller det,
der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed
ikke i ham. Thi alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes
lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden." (1Joh
2,15-16).
»<MMPB 98/2> "I må ikke være bekymrede"
Han, som har givet dig livet, ved, at du behøver næring for
at kunne holde det ved lige Han, som skabte legemet, glemmer ikke dit behov
for klæder. Vil han, som har skænket den gave, der er størst,
ikke også skaffe, hvad der skal til for at gøre den fuldstændig?
»<MMPB 98/3> Jesus henviste sine tilhørere
til fuglene, der uden at tynges af kummerfulde tanker jubler deres lov
sange; for "de sår ikke og høster ikke," men alligevel sørger
den store Fader i Himmelen for deres behov. Og han spørger: "Er
I ikke meget mere værd end de?"
»<MMPB 98/4> Bjergskråningerne og markerne
lyste af blomster, og idet Jesus pegede på disse i morgenduggens
friskhed, sagde han: "Se på liljerne på marken, hvorledes de
vokser." Menneskelig kunst kan fremstille efterligninger af planternes
og blomsternes yndige form og sarte lød: men hvem formår at
meddele liv endog blot til en eneste blomst eller et græsstrå?
Hver blomst ved vejkanten er blevet til ved den samme kraft, som dannede
stjerneverdenen hist oppe. Gennem hele skabningen vibrerer ét og
samme livets pulsslag fra Guds store hjerte. Hans hånd klæder
markens blomster i skønnere dragter end dem, der nogen sinde har
prydet jordiske kongers skikkelse. Og "klæder da Gud således
græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes
i ovnen, skulle han så ikke meget snarere klæde jer, I lidettroende?"
»<MMPB 99/1> Han, som siger: "Betragt liljerne,"
"se på fuglene" er den, som dannede blomsterne og gav spurven dens
sang. Naturens skønhed kan lære dig mere om Guds visdom, end
de lærde ved. På liljens kronblad har Gud skrevet et budskab
til dig affattet på et sprog, som dit hjerte først kan læse,
når det har udvisket, hvad det har tillært sig af mistillid,
egenkærlighed og gnavende bekymring. Hvorfor har han givet dig de
syngende fugle og de yndige blomster, hvis det ikke skyldes den overstrømmende
kærlighed i et faderhjerte, som ønsker at forskønne
og glæde din sti gennem livet? Alt, hvad der behøvedes til
at opretholde livet, ville have været i din besiddelse uden blomsterne
og fuglene; men Gud var ikke tilfreds med kun at tilvejebringe det nødtørftige
til en blot og bar tilværelse. Han har fyldt jorden, luften og himmelhvælvingen
med glimt af sin herligheds afglans. Dersom han med henblik på din
lykke og glæde med ødsel hånd har udstyret naturen med
en så grænseløs visdom, kan du så tvivle på,
at han vil give dig enhver nødvendig velsignelse?
»<MMPB 99/2> "Betragt liljerne". Hver blomst,
der åbner sine blade for sollyset, adlyder de samme store love, som
leder stjernerne; og hvor enkelt, hvor skønt og hvor yndefuldt er
ikke dens liv! Gennem blomsterne ønsker Gud at gøre os opmærksomme
på det elskelige ved en karakter, som bærer Kristi præg.
Han, som skænker blomsterne en sådan skønhed, ønsker
endnu langt mere, at sjælen må iklædes Kristi skønne
karakter.
»<MMPB 99/3> Se, hvorledes liljerne vokser, siger
Jesus; se, hvorledes planterne, der trænger frem af den kolde, sorte
muld eller af flodlejets mudder, udfolder sig i skønhed og vellugt!
Hvem ville drømme om muligheden af noget skønt i liljens
grove, brune løg? Men når det guddommelige liv, som ligger
skjult deri, efter hans befaling udfolder sig i regnen og i sollyset, viser
der sig et syn, hvis skønhed og ynde vækker menneskenes forundring.
Således vil også Guds liv udfolde sig i enhver menneskesjæl,
der stiller sig til rådighed for hans nådes gerning, der lige
så frit som regnen og sollyset kommer med sin velsignelse til alle.
Det er Guds ord, som skaber blomsterne, og det samme ord vil frembringe
åndens skønne egenskaber hos dig.
»<MMPB 100/1> Guds lov er kærlighedens
lov. Han har omgivet dig med det skønne for at lære dig, at
du ikke er sat her i verden blot for at være optaget med dig selv,
grave og bygge, stræbe og spinde, men for at gøre livet lyst
og glædeligt og skønt med Kristi kærlighed for at du
i lighed med blomsterne skal være til glæde i livet ved at
tjene i kærlighed.
»<MMPB 100/2> Fædre og mødre, lad
jeres børn lære af blomsterne! Tag dem med jer ud i haven,
ud på marken og under de løvrige træer og lær
dem at læse budskabet om Guds kærlighed i naturen. Lad tanken
om ham blive knyttet til fuglen og blomsten og træet. Oplær
børnene til i enhver tiltalende og skøn foreteelse at se
et udtryk for Guds kærlighed til dem. Gør jeres kristendom
så behagelig, at de føler sig tiltrukket af den. Lad kærlighedens
lov være på jeres læber!
»<MMPB 100/3> Undervis børnene om, formedelst
Guds kærlighed kan deres natur blive forandret og bringes i overensstemmelse
med hans natur. Undervis dem om, at han ønsker, at deres liv skal
være prydet med blomsternes skønhed; og fortæl dem,
når de plukker de yndige blomster, at han, som frembragte blomsterne,
er endnu skønnere end disse. Derved vil de spæde tråde
i deres hjerte slynge sig om ham. Han, som er helt igennem yndig, vil blive
dem en daglig ledsager og en for trolig ven, og deres liv vil blive forvandlet
efter hans billede.
»<MMPB 101/1> "Men søg først Guds
rige" De, der lyttede til Kristi ord, ventede spændt på at
høre en eller anden kundgørelse angående det timelige
rige. Medens Jesus oplod Himmelens skat te for dem, stillede dette spørgsmål
sig i forreste række i deres sind: Hvorledes vil en forbindelse med
ham kunne fremme vore udsigter i Verden" Jesus påviste, at når
de bekymrede sig mest for denne Verdens anliggender, handlede de ligesom
de omkringboende folkeslag og levede, som om der ikke fandtes en Gud, der
har en kærlig omhu for sine skabninger.
»<MMPB 101/2> "Thi efter dette søger hedningene
i verden," udtalte Jesus. "Men jeres Fader ved, at I trænger til
disse ting. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed,
så skal alt det andet gives jer i tilgift." (Luk 12,30; Matt 6,33).
Jeg er kommen for at oplade kærlighedens og retfærdighedens
og fredens rige for jer. Oplad jeres hjerter til at tage imod dette rige,
og lad dets tjeneste være jeres højeste interesse. Vel er
det et åndeligt rige, men frygt ikke for, at der ikke vil blive sørget
for jeres behov her i det nærværende liv. Dersom I ofrer jer
for Guds tjeneste, vil han, som har al magt i Himmelen og på Jorden,
skaffe jer, hvad I behøver.
»<MMPB 101/3> Jesus fritager os ikke for nødvendigheden
af anstrengelse, men har lærer os, at vi skal gøre ham til
den første og den sidste og den bedste i ethvert anliggende. Vi
må ikke give os af med noget foretagende, befatte os med nogen beskæftigelse
eller søge nogen adspredelse, der ville kunne hindre virkeliggørelsen
af hans retfærdighed i vor karakter og vort liv. Hvad vi end gør,
må vi gøre det af hjertet som for Herren.
»<MMPB 102/1> Medens Jesus var på Jorden,
hædrede han livet i alle dets enkeltheder ved at holde Guds herlighed
for øje og ved at lade alle ting være Faderens vilje underordnet.
Han forsikrer os, at dersom vi følger hans eksempel, skal alt, hvad
der er nødvendigt her i livet, gives os "i tilgift". Om der er fattigdom
eller rigdom, sundhed eller sygdom, enfoldighed eller visdom alt er der
sørget for i hans nådes løfte.
»<MMPB 102/2> Guds evige arm omslutter den sjæl,
der søger hjælp hos ham, uanset hvor svag vedkommende sjæl
måtte være. Bjergenes kostbarheder skal for gå, men den
sjæl, der lever for Gud, skal blive hos ham. "Og Verden forgår
og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid."
(1Joh 2,17). Guds stad vil oplade sine gyldne porte for at tage imod den,
som her på Jorden lærte at stole på. at Gud giver vejledning
og visdom, trøst og håb i modgang og trængsel. Der vil
englenes sange byde ham velkommen, og for ham vil livets træ bære
sin frugt. "Om også bjergene viger, om også højene rokkes,
min kærlighed viger ej fra dig, min fredspagt rokkes ikke, så
siger Herren, din forbarmer." (Es 54,10).
»<MMPB 102/3> "Derfor må I ikke være
bekymrede for dagen i morgen. Hver dag har nok i sin plage" Har du overgivet
dig til Gud for at gøre hans gerning, behøver du ikke at
bekymre dig for morgen dagen. Han, hvis tjener du er, kender enden fra
begyndelsen. Morgendagens hændelser, som er skjult for dit syn, ligger
åbne for ham, som er almægtig.
»<MMPB 103/1> Når vi tager ledelsen af
de ting, vi har med at gøre, i vor hånd og stoler på,
at vor egen visdom skal skaffe os fremgang, påtager vi os en byrde,
som Gud ikke har lagt på os, og søger at bære den uden
hans hjælp. Vi påtager os det ansvar, som tilhører Gud,
og stiller os i virkeligheden i hans sted; vi har god grund til at nære
bekymring og til at forvente fare og modgang, for den vil visselig ramme
øs. Men når vi virkelig tror, at Gud elsker os og vil gøre
os godt, vil vor bekymring for fremtiden ophøre. Vi vil stole på
Gud, ligesom et barn stoler på en kærlig far eller mor. Da
vil vore besværligheder og plager forsvinde, fordi vor vilje opsluges
af Guds vilje.
»<MMPB 103/2> Kristus har ikke givet os løfte
om hjælp til at bære morgendagens byrder i dag. Han har sagt:
"Min nåde er dig nok" (2Kor 12,9); men hans nåde meddeles daglig,
ligesom ørkenens manna, til dagens behov. Som Israels hærskarer
på deres pilgrimsfærd kan også vi den ene morgen efter
den anden finde Himmelens brød til forsyning for dagen.
»<MMPB 103/3> Kun én dag tilhører
os, og den dag skal vi leve for Gud. For denne ene dags vedkommende må
vi i alvorlig tjenestegerning lægge alle vore planer og forsætter
i Kristi hånd, idet vi kaster al vor bekymring på ham, for
han sørger for os. "Jeg ved, hvilke tanker jeg nærer om jer,
lyder det fra Her ren, tanker om fred og ikke om ulykke, at jeg må
give jer fremtid og håb." "Ved omvendelse og stilhed skal I frelses,
i ro og tillid er jeres styrke." (Jer. 29,11; Es 30,15).
»<MMPB 103/4> Dersom du vil søge Herren
og omvende dig hver dag, dersom du i din ånd selv vil vælge
at være frimodig og fryde dig i Gud, og dersom du med Glæde
i hjertet efterkommer hans nådige kald og bærer Kristi åg
lydighedens og tjenestens åg vil alle dine klager forstumme, alle
dine vanskeligheder vil blive fjernet, og alle de besværlige opgaver,
som du nu står over for, vil løses.
|